Artikel: Olivenoliens lyksaligheder: Til stegning, som smagsgiver, for helbredet
Gæsteartikel af Christina Elver, certificeret olivenolieekspert, olivenolie-sommelier
Olivenolie – sundt fedt til din madlavning
Olivenolie er en sund råvare, som er godt for dit helbred at indtage. Det skyldes, at olivenolie indeholder særlige nærings- og fedtstoffer, som har en sundhedsfremmende effekt på kroppen.
Som ekstra bonus, siger både læger og ernæringseksperter, at ekstra jomfruolivenolie bidrager til forebyggelse inden for en lang række sygdomme som inflammation, hjerte/karsygdomme, diabetes, demens, depressive sygdomme og overvægt.
Vi vender tilbage til olivenoliens helbredsfremmende effekter senere i artiklen.
Olivenolie – bedst til stegning
Ekstra jomfruolivenolie er en af de sundeste planteolier til brug ved opvarmning, og olien kan derfor med fordel bruges til stegning, bagning mv.
Ekstra jomfruolivenolie har et højt indhold af mono-umættede fedtstoffer, som er det plantefedt, der bedst tåler at blive varmet op uden at blive usundt for kroppen. Australsk forskning viser, at en god ekstra jomfruolivenolie af høj kvalitet er den bedst egnede olie til opvarmning og stegning grundet sit høje indhold af antioxidanter, der beskytter og holder olien stabil under opvarmning.
Der hersker mange myter om, at andre planteolier er bedre at stege i. Men i en stor opvarmningstest har ekstra jomfruolivenolie vundet foran bl.a. vindruekerneolie, solsikkerkerneolie, jordnøddeolie og kokosolie. Læs hele testen her.
Olivenolie – en fantastisk smagsgiver
Ekstra jomfruolivenolie er som et krydderi, der fremhæver madens smag.
Her kommer nogle råd til, hvilken slags olivenolie du skal bruge til hvilke typer retter. Jo kraftigere olien er, desto flere bitterstoffer og oplevelsen af ”peber” i halsen vil der være. Det er positive kvaliteter, der indikerer et højt indhold af polyphenoler/antioxidanter.
- Mild ekstra jomfruolivenolie: Til mild og delikat mad – fx hvid fisk, dampede grøntsager og grønne salater.
- Medium ekstra jomfruolivenolie: Til alle smagene midt i mellem – fx oste, fed fisk, bønner og tomater.
- Kraftig ekstra jomfruolivenolie: Til mad med karakter og styrke – fx stegte og grillede retter, rødt kød og lagrede oste.
Til sidst i artiklen får du en opskrift på en chokoladekage, som kun smager så godt, som den gør, fordi der er brugt ekstra jomfruolivenolie som sundt fedtstof og smagsgiver.
Olivenolie – test duften og smagen først
Når du tjekker kvaliteten på din olivenolie, skal du først dufte og derefter smage.
DUFTEN
- Hæld lidt olie op i et lille glas – fx et snapseglas, portvinsglas eller æggebæger – og snus ind
- Duften skal være frisk og minde om fx nyslået grønt græs, frugt, grønt eller blomster
SMAGEN
- Tag et par dråber olie ind i munden – kør olien rundt på tungen – og synk
- ”Kradser” olivenolien i halsen som peber eller frisk ingefær? Det skal den, da en frisk ekstra jomfruolivenolie indeholder antioxidanter.
- Efterlades din mund ren og renset? Det skal den! En frisk ekstra jomfruolivenolie er i bund og grund en frisk frugtjuice, og du har ikke en irriterende fornemmelse eller oliesmag i munden efterfølgende.
Olivenoliens farve har ingen betydning for hverken smag eller kvalitet. Professionelle olivenolietestere benytter mørkeblå eller røde glas, så oliens farve ikke påvirker bedømmelsen.
Olivenolie – for helbredets skyld
At Middelhavskost er så sund, som den er, skyldes blandt andet den udbredte brug af frisk ekstra jomfruolivenolie med et højt indhold af antioxidanter/polyphenoler.
Har din olivenolie denne kvalitet, har fødevarestyrelsen sagt god for de følgende 2 sundhedsanprisninger:
- Olivenolie-polyphenoler bidrager til at beskytte fedtstoffet i blodet mod oxidativ stress ved et dagligt indtag på 20 g (ca. 2 spsk. dagligt eller ½ liter pr. måned).
- Udskiftning af mættet fedtstof i kosten med umættet fedtstof bidrager til at vedligeholde et normalt kolesterolniveau. Oliesyrer er netop et umættet fedtstof og kaldes også for omega 9.
Opskrift: Ekstra sund og lækker chokoladekage
Denne chokoladekageopskrift er udviklet specielt til en insulinafhængig diabetiker. der ønskede at kunne spise noget ”sødt”, uden at det påvirkede blodsukkeret for meget.
Ingredienser
- 150 g mørk chokolade 70%
- 2 store æg
- 200 g rørsukker
- 1 dl mælk
- 1 dl ekstra jomfruolivenolie, mild
- 1 stang vanilje
- 65 g fuldkornsmel
- 0.5 tsk. bagepulver
- 3 spsk. kakaopulver
- 50 g hakkede nødder
- 50 g chokolade 40-50 % eller mælkechokolade, grofthakket
Sådan gør du
- Hak den mørke chokolade og smelt den i en skål over et vandbad
- Pisk æg og sukker stift med el-mikser
- Tilsæt mælken
- Tilsæt den smeltede chokolade og pisk sammen til en ensartet masse
- Tilsæt ekstra jomfruolivenolie
- Bland mel, bagepulver, vaniljesukker og kakaopulver sammen og vend i chokoladeblandingen
- Tilsæt hakkede nødder og hakket lys chokolade
- Hæld dejen i en springform smurt med springform og bag 30-35 minutter midt i en 180 grader varm ovn
- Afkøl chokoladekagen – den er supergod at lave dagen før den skal spises