Naturlig og gratis slankekur, der virker – resten af livet
Det er ikke så meget dét, du spiser, det handler om. Det er måden, du spiser det på. Bliv klogere på, hvordan du får et meget sundere forhold til mad. Du kommer helt sikkert til at spise mindre. Og din mave får det meget bedre.
Slankekur er et fy-ord
Som udgangspunkt er traditionelle slankekure, hvor du opnår et stort vægttab på kort tid, en dårlig idé. For der er jo netop kun tale om en kur, som du følger i en periode – bagefter vender du tilbage til din normale livsstil, og så begynder de overflødige kilo igen at snige sig ind på dig. Kroppen har ikke godt af, at vægten farer op og ned. Et stabilt og varigt vægttab er langt sundere; det vender vi tilbage til.
En af tidens hotteste slankekure hedder ketogen diæten eller bare keto. Ideen er her, at du næsten ikke må indtage kulhydrater (brød, pasta, ris, gryn, frugt, bønner, linser, alt med sukker). Du må til gengæld gerne spise masser af kød og grønt, æg, fisk, nødder mv. Normalt er det kulhydraterne, der giver kroppen og hjernen energi, men uden kulhydraterne skal energien nu bl.a. hentes i det overflødige kropsfedt, der omdannes til ketonstoffer. Din krop går i ketose.
Dybest set er den ketogene diæt en sund måde at leve på, som iForm her gør rede for. Men har du ikke lyst til at undvære brød, pasta, frugt, slik og desserter resten af livet, bliver det jo kun en kortvarig, om end ret effektiv slankekur. Oven i købet en ret hård kur, hvor du i starten kan føle dig meget træt og få dårlig ånde.
En mere realistisk diæt, som også kan skaffe dig af med nogle kilo, er at hoppe ombord i dét, der kaldes nordisk middelhavskost. Du skal simpelt hen spise noget mere kål, rodfrugter, frugt og rapsolie og holde igen med det røde kød og sukker. Almindeligt kød, brød, gryn, bønner og linser er helt i orden. Denne diæt kræver formentlig ikke så store ændringer i din dagligdag og kan give dig en stabil, lavere vægt resten af livet. Jyllands-posten.dk har kåret (nordisk) middelhavskort til den bedste slankekur 2019.
Værsgo: En gratis og effektiv kur
Om nogle få linjer vil vi præsentere dig for en anden effektiv slankekur, der reelt ikke er en slankekur. Det er snarere en metode. Men lad os først indskyde, at den før omtalte grove, nordiske middelhavskost faktisk passer fantastisk godt ind i metoden. Så du kan med fordel kombinere metoden med vores gode, lokale råvarer.
Videnskabelige studier har vist, at metoden nedsætter kalorieindtaget med hele 12%. Det betyder, at du resten af livet sparer 12% af de irriterende kalorier, der har en tendens til at sætte sig som kropsfedt. Ud over et langsigtet, stabilt vægttab kan du desuden glæde dig til en række andre fordele for helbredet.
Og nu afslører vi endelig den geniale metode, der altså ikke er en kur, men virker lige så godt: Du skal spise langsommere og tygge maden bedre. Så enkelt er det!
Forskere har fundet ud af, at mennesket har en ”mæthedsknap”, der først bliver aktiveret efter 20-30 minutter. Så når du spiser hurtigt – eller ligefrem sluger maden – kan din ”mæthedsknap” ikke nå at træde i funktion. Det giver dig en fornemmelse af stadig at være sulten, og det fører ofte til, at du tager en portion ekstra. Og først til sidst opdager du, at du er blevet alt for mæt (og oppustet?).
Ved at spise så tilpas langsomt, at ”mæthedsknappen” når at blive aktiveret, vil gennemsnitspersonen som nævnt undgå at indtage 12% overflødige kalorier. Dette tal kan sagtens være meget højere, hvis du er typen, der altid sluger din mad og spiser meget mere end én fornuftig portion pr. måltid, før du pludselig føler dig meget mæt.
Tænk lige over det: Du kan spare 12% kalorier på hvert eneste måltid resten af livet. Bare ved at spise langsommere. Utroligt, ikke? Glæd dig til et stabilt og varigt vægttab med flere indbyggede fordele for dit helbred.
Sådan gør du i praksis
”Slankekuren” handler altså mindre om dét, du spiser – og mere om måden, du spiser det på. Du må med andre ord spise den mad, du bedst kan lide, bare du spiser den langsomt. Det er dog klart, at jo mindre kalorieholdig kost du spiser, jo bedre resultater opnår du.
At spise langsommere skal i praksis gennemføres ved, at du tygger maden grundigere. Det foregår i 4 tempi:
- Tag mindre mundfulde
- Tyg hver mundfuld grundigt
- Synk maden helt, før du tager næste mundfuld
- Stop med at spise, når du føler dig mæt
I gennemsnit tygger vi en mundfuld mad 15 gange, før vi synker den. Forskere er nået frem til, at vi i stedet skal tygge maden 30-50 gange, før vi bør synke den.
Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget det kræver at gennemtygge en udkogt pastaskrue og et stykke bøf fuldt af kødfibre. Derfor skal du ikke hænge dig så meget i antal gange, du tygger hver mundfuld – du skal bare tygge, indtil maden er helt opløst og uden struktur. Maden skal være forvandlet til en lind grød, før du synker den.
Jo mere du tygger, jo flere mæthedssignaler sendes der til hjernen. Og jo før stopper du med at spise.
Denne måde at spise på er i virkeligheden den mest naturlige. Men fordi vi i dag har vænnet os til at spise vores mad foran tv eller computeren – eller fordi vi føler, vi har travlt – har vi glemt at spise naturligt. Vi sluger ofte maden uden at tænke os om.
Derfor må du nok lige indstille dig på at spise uden tv og computer en overgang, indtil det falder dig helt naturligt at tygge. Og tygge. Og tygge. Hver eneste mundfuld. Måske kunne du i stedet tale med mennesker i din nærhed, mens du indtager dine måltider? Det nedsætter også tempoet.
Mange fordele for helbredet
Lyder det underligt og besværligt med alt det tyggeri? Måske ligefrem ulækkert, når maden bliver til grød inde i munden? Det er det ikke.
Her på redaktionen i Spicy Twist har vi prøvet metoden – og overgivet os fuldstændigt. Det er noget af det bedste, vi nogen sinde har gjort. Det virker! Og når først man er i gang, har man ikke lyst til at hoppe tilbage til den gamle uvane med at sluge maden – det vil føles totalt tåbeligt.
Efter en måned er der allerede røget et par kilo på badevægten, og den hyppige følelse af oppustethed er forsvundet. Slut med mælkesyrebakterier og andre midler mod forstoppelse.
Men før vægttab og bedre mavefornemmelser oplevede vi dog en helt logisk og (for os) meget glædelig fordel ved at tygge maden grundigt: Man får meget mere nydelse ud af maden. I hver eneste mundfuld får man glæde af alle madens smage og nuancer, og det er jo ikke mindst herligt at opleve, når man har gjort sig umage med maden.
Forskere har opdaget tre andre fysiologiske fordele ved at tygge maden grundigt og dermed spise langsommere:
- Du optager mere energi og flere næringsstoffer fra maden og behøver altså mindre mængder.
- Du opnår en bedre fordøjelse igennem tarmsystemet, og efterfølgende vil du sandsynligvis sjældnere opleve oppustethed, forstoppelse og diarre.
- Du får bedre mundhygiejne, idet der bruges mere spyt i spiseprocessen. Spyt renser munden, så du får mindre plak og færre tandproblemer. Tyggearbejdet er desuden sundt for kæbemuskulaturen.
Endelig er der et socialt aspekt, hvis du kan overtale din vante omgangskreds til at være med: Du og dine medspisere bliver færdige med at spise samtidig – i stedet for, at én er færdig før alle andre. Når alle tygger maden lige grundigt, opnår alle mæthedsfornemmelsen cirka på samme tid.
Som det fremgår, er metoden ganske gratis og helt naturlig. Det er en ”kur”, du med lethed kan følge resten af livet. Fremover kan du nyde den mad, du bedst kan lide – langsomt. God appetit.
Kilder:
https://www.alun.dk/sund-kost/hvorfor-er-det-at-tygge-din-mad-saa-vigtigt-for-dit-helbred.html
https://www.letliv.dk/slankekure/saet-tempoet-ned-mens-du-spiser-og-tab-dig
https://www.sondagsavisen.dk/sundhed/2016-07-30-derfor-skal-du-tygge-din-mad-50-gange/