Artikel: Tøm køleskab og lav den skønneste ruskomsnusk
Ruskomsnusk er her en dejlig madsalat med rå og tilberedte råvarer
Kender du det: Du har en masse småting i køleskabet, der egentlig ikke passer sammen i en middagsret. Du vil gerne have tømt ud på hylderne, så der bliver plads til friske varer. Og du hader madspild.
Bare rolig, løsningen er lige ved hånden. Den hedder noget så hyggeligt som: Ruskomsnusk. Men du kan også bare kalde det … madsalat.
Ideen med ruskomsnusk eller madsalat er ganske enkel: Du hælder de forskellige fund fra køleskabet i en stor skål, blander dem og binder dem smagsmæssigt sammen med en krydret dressing.
Hvad kan du blande i ruskomsnusk?
Ruskomsnusk kan bestå af alt muligt; der er næsten ingen grænser. Stil tingene frem på køkkenbordet og overvej, om de mon ikke kan spises sammen…
Her er nogle eksempler på råvarer – og på, hvad du gør med dem:
- Kød, fisk og æg. Du har måske en pakke hakket kød. Eller nogle kyllingefileter. Eller en rest steg eller frikadeller. Laks. Nogle skiver bacon. Eller -? Råt kød, fisk eller æg må du lige dampe, stege eller koge, måske med lidt salt, men du behøver ikke krydre det yderligere.
- Grønt og frugt. Grøntsager, der kan spises rå, skærer du i mundrette stykker. Det samme gælder æble, pære, appelsin mv. Grøntsager, der skal tilberedes, må du lige koge, dampe eller stege.
- Du kan bruge kartofler, pasta, ris, nudler, lave croutoner af brød osv.
- Andre lækkerier. Oliven, ost, soltørrede tomater, nødder, kerner … ALT hører hjemme i ruskomsnusk.
- Dressing & krydderier.Det er her, du for alvor skal gøre dig umage! For det er de smage, du bruger i dressingen, der binder retten sammen. Du skal bruge noget syre (eddike, citron, lime), noget fedt (olie af en art), noget cremet (yoghurt, fløde, cremefraiche), noget salt (salt, soya, fiskesovs), noget sødt (sukker, honning) – og en masse SMAG: Sennep, hvidløg, chili, ingefær, friske eller tørrede krydderurter.
… og så blander du simpelt hen hele molevitten – både lune og kolde ting – sammen og serverer med et stort smil.
Hvem ved, måske bliver ruskomsnusk en af dine livretter. Ikke alene smager det skønt – det gør dig også lykkelig at bruge rub og stub af alt, hvad dit køleskab gemmer.
PS. Ruskomsnusk deler navn med en dansk egnsret, der også kaldes snysk. Det er vist noget med skinke og ærter i en stuvning… Men pyt, du kan kalde din nye livret lige, hvad du vil (c;