Brug kamille mod hoste – og 10 andre gode råd
Lider du eller dit barn af en ondsindet hoste, så brug trygt det gamle naturlægemiddel kamille til at berolige de trætte lunger. Kamille har en beroligende, antiinflammatorisk effekt både ved inhalering af dampene og som en kop velsmagende te med honning og citron. Kombinér brugen af kamille med 10 andre alment anerkendte råd mod hoste.
Hvorfor hoster vi?
Hoste opstår oftest i forbindelse med forkølelse (virus), bronkitis, lungebetændelse og astma. Der kan være mange andre gode grunde til at hoste, men disse fire årsager er de mest normale.
Hoste er kroppens eget forsvarssystem, som kæmper for at fjerne fremmede, irriterende partikler i luftvejene. Fimrehårene i luftvejene opfanger partikler og slim og transporterer disse uønskede elementer op i mundhulen, så kroppen kan skille sig af med dem.
Man skelner mellem tør hoste (krillerhoste) og fast hoste med farveløst, gult eller grønt slim. Alene tør hoste plager godt halvanden million danskere hver dag, og næsten halvdelen gør ikke noget ved problemet.
Ubehandlet hoste ødelægger nattesøvnen for tusinder af danskere hvert døgn, både den hostende selv og vedkommendes omgivelser.
Hostemedicin har sjældent den store effekt. Derfor er der god grund til selv at prøve at lindre den generende hoste. Du kan trygt starte med denne række anerkendte, gennemprøvede råd mod hoste.
To måder at bruge kamille mod hoste
Kamille er en både køn og velduftende lægeplante, der vokser frit overalt i Europa. De tørrede plantedele har i århundreder været brugt som en populær, billig og effektiv naturmedicin. Kamille har således en beroligende, krampeløsnende, antiinflammatorisk (betændelseshæmmende) og bakteriedræbende effekt.
Du kan købe tebreve med kamille i supermarkeder og helsekostforretninger, og det er denne tørrede kamille, du skal bruge til disse to hostelindrende metoder:
Lav et damptelt
Et damptelt består af en skål med skoldende hed kamillete og et rent håndklæde, som du tager hen over hovedet, mens du indånder kamilledampene. Håndklædet skal forhindre, at dampene forsvinder, mens du sidder med ansigtet ind over skålen.
Når din hoste plager dig – og gerne lige før sengetid – laver du et damptelt. Klip et brev med kamillete i stykker, hæld kamillen direkte ned i en stor skål og herefter rigeligt med kogende vand over. Tag håndklædet over hovedet, stik ansigtet ind over den dampende skål og hold håndklædet ind mod skålens kanter, så dampene forbliver inde i ’teltet’
Træk vejret dybt ned i lungerne – både gennem mund og næse – og vedbliv med dette i 5 minutter.
Drik et stort krus kamillete
Når din hoste plager dig – og gerne lige før sengetid – skal du drikke et stort krus kamillete, allerhelst blandet med 1 tsk. honning og 1 spsk. citronsaft. Både kamille, citron og honning har antibakterielle egenskaber, og varm væske renser halsen.
Drik så meget kamillete, du lyster – det smager og dufter vidunderligt – og kombinér gerne teen med dampteltet før sengetid.
10 gode råd mod hoste
Kamille er blandt de mest effektive og velgennemprøvede naturlægemidler mod hoste. Men den duftende plante kan ikke stå alene. Kombinér derfor brugen af damptelt og kamillete med disse alment anerkendte råd mod hoste.
- Hæv hovedgærdet ved sengetid, fx med puder, så du ikke ligger fladt på ryggen, og lungerne presses sammen. Den let hævede stilling letter vejrtrækningen og mindsker hosterefleksen.
- Drik rigeligt med varme væsker i løbet af dagen – te, kaffe, suppe, bouillon. Det mindsker irritationen.
- Spis eller drik ingefær og/eller gurkemeje, der begge har antiinflammatoriske effekter.
Se opskrift på antiinflammatorisk ingefærte
- Tag et meget varmt dampbad, evt. bare hjemme under bruseren, og indånd den fugtige luft.
- Skyl mund og hals med lunkent saltvand – gurgle, ikke drikke.
- Ved tør hoste: Køb Hexokain-sugetabletter, der virket let bedøvende.
- Ved tør hoste: Kæmp for at hoste så lidt muligt. Hoste forårsager mere hoste.
- Ved fast hoste med slim: Køb et slimløsnende præparat på apoteket.
- Ved fast hoste med slim: Host slimen op og spyt ud; du skal endelig ikke synke slimen.
- Undgå rygning og passiv rygning; røg gør kun hosten værre.
God bedring!
Kilder:
https://netdoktor.dk/sunderaad/fakta/hoste.htm
https://www.healthline.com/health/best-tea-for-sore-throat#types