Mette Ødegaard, Spicy Twists bagermester, dessertkok og fotograf
Man smager jo også med øjnene
Spicy Twist er en af Danmarks største madsider med langt over 1000 gennemprøvede opskrifter.
Kvinden, der bager alle de mange koldhævede boller og finurlige kager, er Mette Ødegaard. Det er også hende, der med sin iPhone tager alle fotos og sørger for, at maden ligger pænt på tallerkenerne.
Jeg har altid gået op i, at maden ser appetitlig ud og præsenterer sig bedst muligt. Når man bruger så lang tid på at tilberede retterne til perfektion, kan man også godt lige bruge et par minutter til sidst på at anrette lidt lækkert.
Det er Mette, som har Spicy Twists søde tand og gode tag på kagerullen. Det er efterhånden blevet til flere hundrede dessert-, kage- og brødopskrifter.
Billedet af Mette er taget en typisk weekendformiddag i februar. I ælteskålen ligger et knasende sprødt, nybagt rugbrød, koldhævede solsikkeboller, sukkerfri & glutenfri muffins med bananer og dadler og sukkerfri dadelkugler med mandler, kokos og kakao.
Alternativer til det usunde
Mette er i gang med Grøn Februar, hvor sukker, alkohol og kød er sat i skammekrogen. Men ved hjælp af søde, saftige dadler kan man alligevel spise sjove kager, mens kroppen renser ud, og kiloene rasler af.
Jeg er virkelig glad for de opskrifter, hvor vi giver et alternativ til alt det usunde smør, fløde og sukker. Man kan nemt leve fantastisk uden at ødelægge sit gode helbred.
Mette er bestemt ikke fanatiker. Grøn Februar er én virkelig sund og udrensende måned på året, hvor den står på skønne salater, fiskeretter, sukkerfrit bagværk og vitaminstruttende juicer.
Resten af året er der frit slag. På tallerkenen kan der ligge kød, fisk eller grøntsager, alt efter udbuddet og årstiden.
Så vidt muligt prøver jeg at købe lokale råvarer, som er i sæson. Det smager bedst, det er billigst, og det er ikke mindst bæredygtigt. Det går jeg meget op i.
En fantastisk citronfromage
De 11 måneder af året må der også gerne bruges smør, fløde og sukker. En af de desserter, Mette selv er gladest for, er den klassiske citronfromage med masser af både fløde og sukker – men også godt med citronsaft og citronskal, som afbalancerer smagen.
Den citronfromage smager så vanvittig godt, at da jeg fik til opgave at udvikle en fastelavnsbolle til Spicy Twist, så vidste jeg med det samme, at cremen i bollen skulle bygge på citronfromagen,” fortæller Mette.
Selve bollen blev en let vandbakkelse, der egentlig ’bare’ agerer beholder for det lækre fyld.
I hele sit voksenliv har Mette rejst over det meste af kloden. Et halvt års ophold i Australien gav en masse varme og festlige oplevelser med det imødekommende folk – og en afsmag for hvidt toastbrød. Lange ferier i Sydamerika har inspireret til flere farver på tallerkenerne – og råmarineret fisk som ceviche. Rejser i muslimske lande som Iran, Jordan og Tyrkiet har åbnet sindet for andre måder at tænke på – og for at hvinende søde kager som baklava også har deres berettigelse.
Eventyret er det, der tænder mig. Det uventede, det overraskende, det store smil, når to mennesker mødes første gang og klikker på tværs af sprog og kultur. Det er måske især eventyret og det åbne sind, jeg håber at kunne dele med Spicy Twists brugere.
Ærlige og realistiske fotos
Og de mange farvestrålende fotos af mad, kager, desserter og drinks?
De bliver taget med den version af iPhone, som lige er ved hånden. Eftersom Apple bliver bedre og bedre til at udvikle kameraer i deres smartphones, håber Mette, at fotos på hjemmesiden hen ad vejen bliver endnu skarpere og mere fokuserede.
Alfa og omega er, at maden ser appetitlig ud. Billedet skal afspejle smagen uden at pynte for meget på virkeligheden. Opskrifter og fotos på Spicy Twist følges ad, begge dele skal være ærlige, inspirerende og uden for mange dikkedarer.