Artikel: Spis mere sushi og bliv 100 år
Hvordan kan vi danskere lære af japanernes levevis og opnå samme høje levealder? Det ser vi på i denne lille artikel om rå fisk og social tryghed. Du kan glæde dig til et par helt konkrete kostråd, 3 skønne opskrifter – og en virkelig god nyhed.
Forbløffende japanske aldersrekorder
Gang på gang er det en japaner, der slår rekorden som verdens ældste kvinde eller mand. Ind imellem er der andre nationaliteter blandt rekordholderne, men så er det igen en person fra den opgående sols land, som er tilbage på tronen.
I april 2018 døde den japanske kvinde Nabi Tajima som 117-årig. Hun var på dét tidspunkt verdens ældste kvinde og menes at have over 160 efterkommere. Det kan lyde imponerende, men faktisk er det endnu mere forbløffende, at der i dag findes over 60.000 lyslevende japanere, som er fyldt 100 år!
Især øen Okinawa topper statistikkerne over lang levealder. Og ikke bare bliver man gammel på Okinawa, man bevarer også sin hukommelse til det sidste. Videnskabsfolk mener, at det koralkalkholdige vand på Okinawa er blandt årsagerne til den høje gennemsnitslevealder. Hvis du selv vil prøve lykken, kan du jo prøve at købe koralkalk på nettet – og skylle ned med masser af vand.
En god nyhed for os danskere
Den fedtfattige japanske kost med rå fisk, tang, misosuppe (sojaprotein), grøntsager og ris menes at være en af de vigtigste ’hemmeligheder’ bag det japanske aldersmirakel. Hertil kommer sociale faktorer som stærke familiebånd, tryghed i ansættelsen og en generelt mådeholdende levevis.
Pudsigt nok er den ekstremt sunde japanske kost et relativt nyt fænomen. Det var først i Meiji-perioden (1868-1912), hvor det japanske kejserrige åbnede op mod omverdenen, at man begyndte at lægge vægt på at spise proteiner som i Vesten. Primært i form af kød og mælkeprodukter. Indtil da var den buddhistisk inspirerede japanske kost – ris og grøntsager – så beskeden, at de fleste japanere faktisk var underernærede.
En national hungerkatastrofe efter Anden Verdenskrig afløstes af en fokus på den kost, vi i dag forbinder med det japanske køkken: Fedtfattige, proteinholdige og næringsrige retter med en indbygget smagsmæssig tilfredsstillelse, som vi i mangel af bedre kalder umami. Det skal være sundt, men det skal også smage godt.
Den gode nyhed for os danskere er, at det ikke er særlige japanske gener, der ligger til grund for deres høje levealder. Det er ydre faktorer som kost og social tryghed – og det kan vi jo ’bare’ tage ved lære af her i Danmark. Så stiger dine og mine chancer for at blive rigtigt gamle.
3 sunde japanske kostråd
Se alle vores lækre fiskeopskrifter
Det er naturligvis ikke noget mål i sig selv at blive gammel, hvis man er komplet dement og ikke aner, hvad der foregår omkring én. Det handler om at blive gammel, samtidig med at man bevarer sine åndsevner. Og det er dét trick, der er lykkedes for japanerne.
Som sagt tillægges den japanske kost meget af æren for japanernes ekstremt høje aldersgennemsnit. Hvor den japanske kost gør folk sundere, er det modsatte tilfældet med den mad, vi fylder os med. Det kan ses af, at over 30% af amerikanerne og mere end 10% af danskerne er overvægtige, mens det samme kun gælder for 3% af japanerne.
Forskere har set på forskellene på spise- og drikkevaner i henholdsvis Japan og Vesten (Europa og USA).:
- Japanerne indtager mere fisk, flere fiskeolier, mere sojaprotein (tofu, misosuppe), flere grøntsager.
- Japanerne undgår til gengæld i vid udstrækning salte færdigretter og rødt kød.
- Japanerne drikker generelt mindre alkohol, end vi gør i Europa.
En ’game changer’ og 3 skønne opskrifter
Vil du også gerne blive gammel på den japanske måde? At gå direkte fra en traditionel dansk levevis med masser af kød, kager og sprut og pludselig skulle leve på japansk, kan virke helt uoverskueligt. Der er simpelt hen for stor forskel på de to livsstile til, at man kan tage skridtet på én gang.
Du skal bruge mindst en måned på at lægge din livsstil om, så du nærmer dig den japanske. Og her kan kostkonceptet Grøn Februar være en game changer for dig:
Hver måned i februar undgår du fuldstændig at indtage kød, sukker og alkohol. Du må spise og drikke alt muligt andet, så du ikke føler, at du savner noget – og i løbet af denne ene måned vil du gradvis opleve, at din afhængighed af alt det usunde formindskes. Ud over at tabe sig og generelt få det bedre vil de fleste opnå en ændring i deres livsstil, som holder længe efter, måske altid.
Men uanset om du nu hopper på Grøn Februar eller ej, er det en god idé at spise noget mere sund, japansk mad hele året rundt. Her kommer de første 3 små skridt frem mod din 100-årsdag…
- Lær at lave sushiris lige som japanerne
- Lær at lave det rigtige, sunde fyld til makiruller
- Lær at lave en nemmere slags sushi (som fiskerne på Hawaii)
Spis godt, lev længe – og omvendt 🙂
Kilder:
http://helsenyt.com/frame.cfm/cms/id=6179/sprog=1/grp=8/menu=2/
https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvordan-bliver-man-verdens-aeldste-menneske
https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2007-16/derfor-bliver-japanerne-saa-gamle
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/professor-hemmeligheden-bag-japanernes-sunde-madkultur
https://www.bt.dk/utroligt-men-sandt/endnu-en-japaner-slaar-aldersrekord-verdens-aeldste-mand-spiser