Ingredienser
-
1 rundtenom rugbrød
-
2 blade hjertesalat
-
1 dåse makrel i tomat
-
2 spsk. cremefraiche 38%
-
0.25 citron, den revne skal
-
5 tynde skiver rødløg
Et par ord om vores opskrift
Meget kan man mene om vores højvelbårne fru statsminister – og det gør man sandelig også rundt omkring i de små hjem og store palævillaer – men man må i det allermindste anerkende hende for at have bragt makrelmadden tilbage i rampelyset.
Mette Frederiksens greb på makrelmadden er klassisk, nærmest konservativt, og appellerer både til højre og venstre i folketingssalen. For hvem kan ikke lide en rugbrødsmad med makrel i tomat, majonæse og et generøst drys agurkeskiver?
Altså: Ikke et ondt ord om den statsministerielle makrelmad.
Skal man alligevel løfte en forsigtig, helt og aldeles upolitisk finger for at få ordet, så ville det handle om den visuelle fremtræden (på makrelmadden, forstås) og de mere subtile smagsnuancer.
- Et par blade hjertesalat, en smukkere stribe af det hvide samt lidt fint snittede rødløg – og pludselig ligner vores makrelmad noget, som enkefru Gyldenkål kunne goutere til en late lunch serveret på det kongelige porcelain i sine forgyldte gemakker. White wine with the fish, James!
- Også smagsbilledet kan med fordel pimpes en my. Rist rugbrødet og glæd dig over de let brændte, nøddeagtige noter, der fremkommer. Brug en god, fuldfed cremefraiche i stedet for majonæse og rør revet citronskal i. Pynt med ultratynde skiver rødløg i stedet for de vanlige grove agurkehumpler, hvor agurkeskrællens bitterstoffer stjæler opmærksomheden.
Apropos smag: Skal rugbrødet være virkelig godt, så bager du det naturligvis selv.
Javel, vi må beskæmmede indrømme, at sådan en udhejret makrelmad kræver et par minutter længere at tilberede end normalt. Men som det bør lyde såvel på Christiansborg som blandt os andre dødelige:
Hvis noget er værd at gøre, er det værd at gøre ordentligt.
Ingredienser
1 rundtenom rugbrød | |
2 blade hjertesalat | |
1 dåse makrel i tomat | |
2 spsk. cremefraiche 38% | |
0.25 citron, den revne skal | |
5 tynde skiver rødløg |
Sådan gør du
1
Færdig
|
Rist rugbrødet og anbring på en ren tallerken |
2
Færdig
|
Dæk brødet med hjertesalat |
3
Færdig
|
Fordel makrel og tomatsovs over salaten |
4
Færdig
|
Rør cremefraiche med revet citron og lav en dekorativ stribe på makrellen - brug evt. en bollesprøjte |
5
Færdig
|
Skær rødløg så tyndt som muligt - gerne med mandolinjern - og fordel 5 skiver på toppen af hver makrelmad |
6
Færdig
|
Servér hurtigst muligt, så brød og salat er lige så sprøde som dine bagtanker med maden |