Ingredienser
-
3 dl vand
-
2 dl æbleeddike
-
350 g sukker (evt. Sukrin Gold)
-
20 g ingefær
-
2 kanelstænger
-
10 korn allehånde
-
5 nelliker
Et par ord om vores opskrift
Syltede rødbeder, syltede agurker, syltede græskar – alle slags syltede grøntsager smager vidunderligt. Syltningen er den gode, gammeldags måde at konservere grøntsagerne, så du kan gemme og nyde dem hele året. Her får du opskriften på den perfekte sursøde, lækkert krydrede syltelage, som kan bruges til alle slags hjemmelavede syltede grøntsager. Du får også nyttige tips om syltning og holdbarhed.
Læs mere om syltelage, syltning og holdbarhed efter opskriften.
Ingredienser
3 dl vand | |
2 dl æbleeddike | |
350 g sukker (evt. Sukrin Gold) | |
20 g ingefær | |
2 kanelstænger | |
10 korn allehånde | |
5 nelliker |
Sådan gør du
1
Færdig
|
Grundportionen rækker til 800 gram grøntsager (renset vægt) |
2
Færdig
|
Bland alle ingredienser i en halvstor gryde – ingefærstykket skal vaskes og skæres i tynde skiver (du behøver ikke skrælle det) |
3
Færdig
|
Kog syltelagen i 15 minutter under låg – nu er den klar til brug |
4
Færdig
|
Håndskårne grøntsagsstykker skal måske koges med i lagen nogle minutter – papirtynde, mandolinskårne skiver af grøntsager skal bare have et opkog i lagen |
5
Færdig
|
Hæld grøntsager og kogende syltelage tilsat lidt Atamon i skoldede sylteglas – se hvordan i teksten |
6
Færdig
|
Når sylteglasset er kølet af, kan grøntsagerne holde sig i flere måneder et køligt og mørkt sted |
Mere om syltelage, syltning og holdbarhed
Hjemmelavede syltede grøntsager skal være let sprøde i biddet, venligt krydrede og frem for alt hverken for sure eller for søde. Er vi enige så langt?
Denne allround syltelage kan bruges til alle slags grøntsager og giver dem netop den let krydrede, perfekte sursøde smag. Smagen vil tilfredsstille langt de fleste danske ganer.
Den gode syltelage er ufattelig nem og hurtig at tilberede: Hæld alle ingredienser i en gryde og kog dem under låg i 15 minutter. Så er lagen klar til brug.
Om syltekrydderier og sukker
Syltekrydderierne i Spicy Twists syltelage er inspireret af den amerikanske måde at sylte grøntsager på. Derovre syltes ufattelige mængder agurker, græskar og andre grøntsager, og producenterne søger naturligvis at ramme en hyggelig, hjemlig smag, der rammer præcis midt i skiven.
Derfor ingefær, kanel, allehånde og en lille smule nelliker.
Variationsmulighederne er uendelige. Sennepskorn, peberkorn, laurbærblade, kardemomme, enebær, korianderfrø og dildskærme er også meget brugt på vores breddegrader. Skal de syltede grøntsager have lidt kapow, tilsættes chili (frisk eller tørret). Skal de være lidt mere dessertagtige, tilsættes vanilje.
Sammensæt gerne din egen krydderiblanding af de syltekrydderier, du bedst kan lide – eller dem, du har i køleskabet. Det kan næppe gå helt galt.
Her på Spicy Twist er vi meget optagede af sundhed. Og mellem os sagt skal der jo temmelig meget usundt sukker eller rørsukker i en syltelage. Heldigvis findes produktet Sukrin Gold, der søder lige som sukker, men ikke er spor usundt for kroppen eller tænderne. Genialt for diabetikere og os andre sundhedsfreaks. Prøv gerne Sukrin her i opskriften – det kan købes i flere supermarkeder og på nettet.
Om grøntsagernes sprødhed
Lige som syltelagens balance mellem surt og sødt handler hjemmelavet syltning om, at grøntsagerne skal ende med at blive perfekt sprøde, ikke for hårde, ikke for bløde. Der skal være en lille smule bid i de gode grøntsager.
Vores bedste råd er at anskaffe et mandolinjern. Her kan du nemt og hurtigt snitte alle slags grøntsager i præcis den tykkelse, du foretrækker. I Ikea kan du få et brugbart mandolinjern for under 100 kr.
Hvis du snitter grøntsagerne papirtyndt, kan du nøjes med at give dem et opkog i syltelagen – og herefter hælder du straks grøntsager og den kogende syltelage på glas.
Hvis du snitter grøntsagerne i lidt tykkere skiver (op til 5 millimeter), skal de koges med i syltelagen i nogle få minutter for ikke at blive for hårde. Smag på dem undervejs.
Om opbevaring og holdbarhed
De syltede grøntsager kan holde sig på køl i syltelagen i 1-2 uger i en hvilken som helst beholder.
Hvis de syltede grøntsager skal holde længere, er du nødt til at opbevare dem i sylteglas, der kan lukke helt tæt. Sylteglas skal skoldes før brug. Det gør du ved at hælde en bundsjat kogende vand i glasset, tilsætte 1 tsk. Atamon, lukke glasset og ryste det, så det kogende vand og Atamon fordeler sig overalt. Kassér dette vand og fyld nu grøntsager og kogende syltelage – tilsat 1 tsk. Atamon – i glasset og luk til med det samme.
Når sylteglasset er kølet af, kan de syltede grøntsager holde sig i flere måneder et mørkt og køligt sted (fx i køleskabet).