Ingredienser
-
200 g kokostern
-
100 g Dumle
-
100 g Dronningemandler
-
100 g ristede nødder
-
50 g syltet appelsinskal
-
250 g overtrækschokolade
-
75 g nougat
Et par ord om vores opskrift
Rocky Road er ganske enkelt alle de gode, søde sager, du bedst kan lide, overhældt med chokolade og skåret ud i grove stykker.
Historien går på, at Australien i gamle dage importerede sine søde sager fra Europa. Den lange transport ødelagde imidlertid ofte de fine chokolader og konfekt, og hvad gør en klog så? De altid praktisk anlagte australiere omsmeltede skidtet, hældte en ordentlig portion billige, lokale nødder, syltede kirsebær, kokos og anden godt i – og 1-2-3 var konceptet Rocky Road født.
Siden dengang (i midten af 1800-tallet) er de syltede kirsebær i mange tilfælde blevet erstattet af skumfiduser (!), og der findes i dag flere producenter af Rocky Road, hver med sin egen opskrift på lækkert fyld.
Rocky Road er med andre ord chokoladekonfektens svar på studenterbrød: Heri kan du hælde alle de rester af sukkerstads, slik, nødder, rosiner og andre favoritter, som du lige har ved hånden. Jo mere fyld, jo bedre. Det hele skal bare holdes sammen af et tyndt lag smeltet chokolade.
I denne opskrift foreslår vi ret kostbart fyld som Dumle og Dronningemandler, men vi har også lavet en udgave med rester af syltet ingefær, sukat og hasselnødder. Mums!
Du kan i øvrigt sagtens udelade nougat og blot erstatte det med overtrækschokolade.
Sådan en omgang Rocky Road smager HELT FANTASTISK, det tager højst 15 minutter at lave, og ud over at fornøje din gane gør du samtidig verden en stor tjeneste ved at bruge alle rester: Stop spild af mad. Dette gælder også rester af overtrækschokolade, som du har brugt til andre formål, fx hjemmelavet Bounty. Chokoladen kan sagtens tåle at blive smeltet flere gange.
Tempereret chokolade
Du kan naturligvis bare smelte chokoladen i en gryde og hælde fyldet ned i. Men skal det være HELT RIGTIGT og EKSTRA LÆKKERT, skal du lige temperere chokoladen. Det giver chokoladen det perfekte knæk, når du bider i den.
At temperere chokolade kan gøres utroligt let på 10 minutter uden termometer. Eller betydeligt mere besværligt og tidskrævende ved hjælp af termometer, hvor chokoladen skal bringes til at nå 3 forskellige helt præcise temperaturer.
Vi udførte tricket uden termometer, og resultatet blev intet mindre end 100% vellykket!
Det er pærelet: Varm 2/3 af overtrækschokoladen op over vandbad. Når chokoladen er smeltet, tager du den straks af ilden og rører den sidste 1/3 af chokoladen – der skal være helt fint hakket – i. Den rå, finthakkede chokolade vil smelte i den varme chokolade og lige køle den en smule ned. Chokoladen er nu tempereret og klar til at blive blandet med alt dit labre fyld.
Ingredienser
200 g kokostern | |
100 g Dumle | |
100 g Dronningemandler | |
100 g ristede nødder | |
50 g syltet appelsinskal | |
250 g overtrækschokolade | |
75 g nougat |
Sådan gør du
1
Færdig
|
Forbered alt fyldet - Dumle halveres, nødder ristes et par minutter på en hed pande, resten findes blot frem og blandes sammen |
2
Færdig
|
Smelt 2/3 af chokoladen samt nougat over vandbad, tag straks herefter af ilden og rør den sidste 1/3 af chokoladen, der skal være helt finthakket, i – den rå chokolade vil smelte i den varme chokolade og køle den en smule af |
3
Færdig
|
Hæld fyldet ned i den smeltede chokolade, bland rundt og hæld i en lille form foret med bagepapir |
4
Færdig
|
Køl af i 1 time og skær i grove stykker |
5
Færdig
|
Opbevar på køl i en lukket beholder |
2 Comments Skjul kommentarer
Amen altså! Sikke nogle flotte opskrifter! Og vi har lige opdaget, at I har lavet flere “stop spild af mad” opskrifter og I har nævnt os. Af hjertet tak! Vi sætter dem straks i vores pipeline til deling på vores store facebookside med over 70.000 følgere.
Kære venner hos Stop Spild Af Mad
Af vores madglade hjerter er det OS, der takker jer fantastiske klimaaktivister på Stop Spild Af Mad. Vi jubler over at komme med i jeres gode, inspirerende selskab.
På Spicy Twist ligger nøjsomheden i vores DNA. Vi har altid brugt ALLE vores fødevarer helt op, også før I gjorde det moderne. Vi er sådan nogle klimatosser, som komposterer vores grøntaffald (der bliver til genial muld), opsamler regnvand, cykler til møder, skriver på begge sider af papiret og genbruger klips.
I må bare sige til, hvis vi kan hjælpe jer med jeres vigtige arbejde. Brug vores opskrifter og/eller fotos efter behov. Og vi vil naturligvis selv fortsætte og forstærke indsatsen med at skærpe vores +1000 daglige besøgendes bevidsthed om vigtigheden af – STOP SPILD AF MAD!!!
Kærlige klimahilsener fra alle os på Spicy Twist