• Forside
  • Suppe
  • Opskrift: Ukrainsk-russisk rødbedesuppe – borsjtj

Opskrift: Ukrainsk-russisk rødbedesuppe – borsjtj

0 0
Opskrift: Ukrainsk-russisk rødbedesuppe – borsjtj

Del det på dine sociale medier:

Eller du kan bare kopiere og dele denne URL

Ingredienser

Antal personer:
3 spsk. olie
1 kg kalvetykkam
3 spsk. tomatpuré
2 spsk. æbleeddike
1.2 liter kogende vand
Krydderier
5 laurbær
5 korn allehånde
10 korn sort peber
3 tsk. salt
2 tsk. korianderfrø
1 tsk. kommen
Grøntsager
3 spsk. olie
500 g rødbeder
400 g kartofler
300 g gulerødder
2 løg
2 fed hvidløg
Topping
Cremefraiche
Dild eller persille
Tilhører:
  • Sund mad

Ingredienser

  • Grøntsager

  • Topping

Et par ord om vores opskrift

Del

I de kolde måneder varmer denne pragtfulde suppe helt ind i sjælen. Borsjtj (eller borscht) koges med kød, der bliver smeltende mørt sammen med gode, sunde vintergrøntsager som rødbeder, kartofler og gulerødder samt en håndfuld skønne krydderier. Servér med en klat cremefraiche og et drys krydderurter – og måske en iskold vodka, hvis dine gæster er i det selskabelige hjørne.

Læs mere om rødbedesuppen borsjtj efter opskriften.

Ingredienser

Antal personer:
3 spsk. olie
1 kg kalvetykkam
3 spsk. tomatpuré
2 spsk. æbleeddike
1.2 liter kogende vand
Krydderier
5 laurbær
5 korn allehånde
10 korn sort peber
3 tsk. salt
2 tsk. korianderfrø
1 tsk. kommen
Grøntsager
3 spsk. olie
500 g rødbeder
400 g kartofler
300 g gulerødder
2 løg
2 fed hvidløg
Topping
Cremefraiche
Dild eller persille
5 fra 7 stemmer

Sådan gør du

1
Færdig

Find din bedste suppegryde frem

2
Færdig

Skær kødet i mundrette tern og brun grundigt af i olien - gerne af et par omgange, så det bliver stegt brunt, ikke kogt

3
Færdig

Tilsæt tomatpuré og krydderierne, der skal være knust (ikke laurbærbladene) og steg med 30 sekunder

4
Færdig

Tilsæt eddiken og lad den fordampe

5
Færdig

Tilsæt det kogende vand - og kog nu suppen 60 minutter under låg ved svag varme

6
Færdig

Find en sliplet-pande frem, mens suppen koger

7
Færdig

Snit grøntsagerne i mundrette stykker og steg ved middelvarme i olien, til de falder lidt sammen - dog skal de ikke brune

8
Færdig

Når kødet er kogt, tilsættes grøntsagerne - kog sammen i 30 minutter under låg

9
Færdig

Servér rødbedesuppen med en klat cremefraiche og et drys hakkede krydderurter

Mere om ukrainsk-russisk rødbedesuppe – borsjtj

Hvor den verdensberømte rødbedesuppe borsjtj (eller borscht) præcis blev opfundet, fortaber sig i tågerne. Nogle mener Ukraine, andre siger Rusland, polakker påstår Polen, så lad os være salomoniske og kalde borsjtj for en slavisk suppe, som i øvrigt er bragt ud i den store verden af jødiske emigranter.

Spicy Twist smagte borsjtj første gang for mange år siden i Moskva lufthavn, hvor vi mellemlandede med Aeroflot på vej til Bangkok. Der var halvmørkt ved de fedtede formica-borde, en sur moster smækkede suppeskålene på bordet foran os, så det sjaskede over det hele; meget russisk. Suppen var noget tyndt, lilla pjask med store, behårede klumper svineflæsk flydende i overfladen. Fy for en bølleprut.

Men-men-men… borsjtj er faktisk en aldeles pragtfuld suppe, hvis du koger den på godt kød og kærlighed og serverer den med et smil. Sådan en suppe, der varmer helt ind i sjælen på en kold vinteraften, hvor kun pingvinerne trives udenfor.

Suppens karakteristiske dybe smag opstår, fordi både kød og grøntsager skal ristes grundigt af, før de koges. Ovre østpå tilberedes borsjtj traditionelt i den samme ovn, som bruges til at varme huset op med. Vi nøjes med at stille den gode suppegryde på et blus på komfuret; det fungerer fint.

En rigtig, gammeldags borsjtj skal smage en lille smule syrligt. Dels tilsættes eddike under kogningen, dels serveres den færdige suppe ofte med et syrnet surmælksprodukt, som ukrainere og russere kalder smetana. Her til lands må det nok blive cremefraiche (18% eller 36% efter temperament) eller en klat græsk yoghurt.

Et par ord om kødet

Traditionelt koges en borsjtj på kød, der kan tåle at blive kogt længe. Allerbedst bliver det, hvis du kan skaffe noget oksekød eller kalvekød på marvben – altså skank, som også kaldes osso buco. Denne type kød skal koges 1 time mere, end der står her i opskriften. Det samme gælder svineskank.

Nogle sværger til, at der også skal et stykke røget, saltet flæsk (som baconsnitte) i suppen sammen med det andet kød. Andre serverer deres borsjtj med pølse, lige som vi danskere gør ved gule ærter.

Vores lokale supermarked havde tilbud på kalvetykkam (sidste udløbsdag nærmede sig), og den dejlige fedtmarmorerede tykkam – kalv eller okse – er jo bare genialt til supper og gryderetter. Det smagte fantastisk. Kødet blev englemørt på halvanden time.

Og ja, naturligvis kan du også lave en vegetarisk borsjtj. Brug gerne en god, hjemmelavet vegansk bouillon til at koge suppen på.

Et par ord om grøntsagerne

Som sagt laves der borsjtj overalt i de slaviske lande. Derfor er traditionerne for, hvilke grøntsager der puttes i suppen, meget forskellige. Dybest set kan du bruge alle de samme grøntsager, som vi bruger i supper i Danmark – plus rødbeder.

Her i opskriften valgte vi den enkle løsning med rødbeder, kartofler og gulerødder foruden løg og hvidløg. Men mamushka i Kyiv kunne sagtens finde på at snitte persillerødder, pastinakker, kål og friske tomater i sin borsjtj. Det er ikke en forfinet suppe, tværtimod.

Der er lige så mange meninger om, hvordan grøntsagerne skal se ud, når de ryger i den store, sorte gryde. Nogle snitter dem i store stykker eller små stykker, andre river dem, andre skærer dem i julienne (som tændstikker).

Her på Spicy Twist foreslår vi at skære såvel kød som grøntsager i mundrette tern som ved en gammeldags oksekødssuppe. Sådan spiser vi jo suppe i Danmark.

Tilbehør til rødbedesuppe

Skal det være helt rigtigt, serveres en skål borsjtj med en klat smetana (cremefraiche) og en kvist dild.

Der kan også blive sat en kurvfuld hvidløgsbrød (fx hjemmelavet hvidløgsflute) på bordet, eller suppen kan være hældt over en portion hvide bønner eller nudler.

I festligt lag sker det, at de muntre suppespisere kyler et duggende glas vodka i halsen – eller to.

Spicy Twist

Spicy Twist er blandt Danmarks største madblogs med mere end 1.600 gennemprøvede opskrifter. Vi vil gerne inspirere danskerne til at bruge flere krydderier og friske krydderurter, så hver dag bliver en fest for smagsløgene. Samtidig prøver vi at forenkle de klassiske opskrifter og gøre det lettere at lave god mad. Læs mere om os.

Hel søtunge à la Jamie Oliver
forrige
Opskrift: Hel søtunge à la Jamie Oliver
Høns i asparges (slankemad)
næste
Opskrift: Høns i asparges (slankemad)
Hel søtunge à la Jamie Oliver
forrige
Opskrift: Hel søtunge à la Jamie Oliver
Høns i asparges (slankemad)
næste
Opskrift: Høns i asparges (slankemad)

Tilføj Din Kommentar