Ingredienser
-
3 spsk. chiliflager
-
2.5 dl solsikkeolie
Et par ord om vores opskrift
Vi er efterhånden en del mennesker, som er totalt og uhjælpeligt afhængige af noget stærkt på – og i – vores mad. Et drys sort peber er ikke længere nok; der må chili til.
For os chilister er dét at have et glas chiliolie eller chilipasta stående i køleskabet lige så nødvendigt, som en flaske ketchup eller en liter mælk er for andre.
Vi bruger nogle dryp chiliolie på vores pizzaer, burgere og shawarmaer samt naturligvis i gryderetter, supper og dressinger. Alt bliver bedre, når det brænder en smule.
Her på Spicy Twist har vi allerede opskrifter på en chilipasta lavet af friske chilier, på den indonesiske chilipasta sambal oelek og på en tomatiseret chiliolie á la shawarmabar.
De nævnte opskrifter er ganske lette at gå til. Men det kan gøres endnu enklere, hvis du ikke er ude efter en særlig smag, men blot ønsker den rå chilistyrke. Her kommer derfor en opskrift på verdens nemmeste chiliolie:
Du blander simpelt hen chiliflager eller knuste tørrede chilier med en smagsneutral olie, fx solsikkeolie eller vindruekerneolie. Allernemmest er det bare at hælde chili og olie i et glas – et par dage efter er olien allerede pænt stærk.
Vi foretrækker dog lige at varme chili og olie godt igennem først (bare 5 minutter) for at trække smagen helt ud af chiliflagerne og give olien en flot orangerød farve.
Skal chiliolien smage mere eksotisk, kan du tilføje 2 tsk. sichuanpeber eller kinesisk five spice eller 3 hele fed hvidløg eller et stykke ingefær; alt sammen skal lige varmes igennem med sammen med chilien.
Den færdige chiliolie kan holde sig i ugevis i køleskab. Og du kan altid lige hælde lidt mere olie eller flere chiliflager i for at supplere op.
Ingredienser
3 spsk. chiliflager | |
2.5 dl solsikkeolie |
Sådan gør du
1
Færdig
|
Varm chili og olie op til kogepunktet i en gryde |
2
Færdig
|
Skru ned for varmen, så olien kun småsyder |
3
Færdig
|
Hold olien småsydende i 5 minutter - rør kraftigt rundt imens |
4
Færdig
|
Chilien må ikke blive sort, og olien må ikke ryge - ellers tag straks af |
5
Færdig
|
Hæld på et sylteglas og luk til |