Artikel: Hvad er forskellen på vegetarisk og vegansk mad?
Grøn livsstil:
At spise vegetarisk betyder ganske enkelt at indtage en plantebaseret kost. Det gør både vegetarer og veganere. Ægte veganere tager imidlertid et par skridt længere ud i planteriget og etikken end vegetarer; bare vent og se… Mod slutningen af artiklen finder du links til nogle af verdens lækreste vegetariske og veganske retter.
Baggrunden for den grønne bølge
Den grønne livsstil breder sig som en løbeild over hele den vestlige verden. Efter titusinder af års glæde ved at kunne frådse i kød fra køer, grise, lam, kyllinger, vildt – ja, så har mange mennesker i løbet af bare én generation valgt at slå bak.
Farvel til animalske fødevarer og goddag til linsefrikadeller og burgerbøffer lavet af plantefars. Hvorfor nu dét?
Der er mange forklaringer på, at vi i vesten søger over i en grønnere og mere bevidst levevis. For nogen handler det primært om sundhed og personligt velvære, for andre om klima og bæredygtighed, for atter andre om etik og dyrevelfærd. Alternative årsager kan være smag, tro og æstetik.
De færreste er i dag i tvivl om, at det er sundere at spise mere grønt end kød. Det er også bedre for klimaet, for der bruges betydeligt færre ressourcer på at producere et kilo kikærter end et kilo oksemørbrad. Og med vores nuværende viden trives kikærter bedre på deres planter end køer i deres stalde.
Med til historien hører, at det at leve vegetarisk er en gammel nyhed for millioner af mennesker i blandt andet Indien – det har man gjort siden tidernes morgen. Også i vesten har der altid eksisteret et mindretal, som aktivt har valgt at leve som vegetarer. Nogle mere berømte end andre. Vidste du, at Hitler var vegetar?
Hvad spiser vegetarer?
Vegetarer spiser en plantebaseret kost: Grøntsager, frugter, bælgfrugter, korn, kerner, nødder osv. Vegetarer spiser ikke kød, fjerkræ, fisk eller skaldyr af nogen art. En plantebaseret kost vil som oftest tage udgangspunkt i hele, uforarbejdede råvarer.
Der findes vegetarer, som supplerer deres kost med æg og/eller mælkeprodukter. De kaldes ovo-vegetarer, lakto-vegetarer eller ovo/lakto-vegetarer.
Nogle supplerer plantekosten med fisk. De er ikke ægte vegetarer, men kaldes i stedet pescatarer.
Nogle spiser primært vegetarisk, men gør somme tider en undtagelse ved at spise lidt kød og/eller fisk. De kaldes fleksitarer.
Nogle spiser udelukkende en plantebaseret kost, der er tilberedt ved max. 42 grader. Denne kost kaldes råkost eller raw food, og de, der lever sådan, kaldes råkostspisere.
Hvad spiser veganere (ikke)?
Veganere spiser udelukkende en plantebaseret kost og er dermed (også) vegetarer. Men at være ægte veganer er meget mere end det, man putter i munden.
At være veganer er en livsholdning, hvor man undgår al udnyttelse af dyr. Man spiser ikke produkter fra dyr, man bruger ikke produkter fra dyr (ej heller uld og læder), man bruger ikke produkter testet på dyr (kosmetik), og man tager afstand fra enhver form for tilfangetagen af dyr (zoo, cirkus). Selv kokosnødder plukket af aber undgår man.
En veganer spiser ikke kød af nogen art, mælkeprodukter, æg, fisk eller skaldyr. Man spiser heller ikke honning, der jo udvindes af bier. Ej heller et produkt som gelatine, der fremstilles af knogler fra grise eller kalve – og gelatine bruges fx meget i færdiglavede desserter, vingummi, lakrids mv.
Mange foretrækker at spise vegansk frem for at leve vegansk. Det vil sige, at man udelukkende spiser en plantebaseret kost, men godt må bruge læderbælte og uldtrøje og måske gå i zoologisk have.
Krydrede vegetariske og veganske opskrifter
Måske er du allerede vegetar eller veganer – eller måske er du kødspiser (carnivor) med lyst til at prøve noget af al den grønne mad…?
Faktisk er nogle af verdens lækreste retter vegetariske eller veganske. Og de fleste af disse retter er kendetegnede ved, at de er godt krydret, så de spisendes smagsløg opnår en fuldt tilfredsstillende madoplevelse.
Tænk på retter som:
- Hummus
- Falafel
- Daal
- Pirogger
- Guacamole
- Ratatouille
- Stegte ris
- One pot pasta
- Kartoffelpizza
- Chili sin carne
- Buddha bowl
- Korma
- Wraps
Men også:
- Havremælk, rismælk og mandelmælk
- Hjemmelavet peanutbutter
- Frozen raw brownie
- Chokoladekugler og lakridskugler
- og vegansk bouillon
Se alle vores vegetariske og veganske retter.
Lige et godt råd til sidst
At spise udelukkende vegetarisk eller vegansk mad kan være ensbetydende med mindst lige så store og tilfredsstillende madoplevelser som at spise kød og fisk. Oven i købet med god samvittighed over for helbredet, klimaet og dyrene.
Men før du hopper hovedkulds ud i det grønne eventyr, er du nødt til at sætte dig ind i, hvilke næringsstoffer kroppen har behov for.
- Hvis du spiser kød, æg og fisk, får du automatisk proteiner, som er kroppens vigtigste byggemateriale.
- Hvis du spiser eller drikker mælkeprodukter, får du kalk (calcium), som er nødvendige for dine knogler.
- Hvis du pludselig undgår disse fødevarer, er du nødt til at erstatte dem med noget andet.
Du skal vide ting som, at tørre bønner og linser, nødder og mandler er rige på protein. At bladgrønt, bønner og nødder kan give rigeligt med kalk, men at det måske skal suppleres med tilskud af D-vitamin.
Denne viden er ikke mindst vigtig, hvis du inviterer børn med på den grønne levevis. Børn i voksealderen har i dén grad brug for bl.a. protein og kalk.
Kort sagt: Kast dig trygt og glad ud i vegetarisk og vegansk mad, men gør det med åbne øjne.
Kilder:
Dansk Vegetarisk Forening: https://vegetarisk.dk/
Danmarks Veganske Forening: http://madmedmedfoelelse.dk/